Foto tips digital kamera

Tips til bolig fotos

Man skal ikke være særlig fotokyndig for at se, at billederne i ejendomsmæglernes salgsopstillinger er tage med vidvinkel objektiv, sådan at rummet ser større ud end i virkeligheden.

Men, jeg skulle opdage, at det ikke er nok blot at bruge vidvinkel for at få gode fotos til en salgsopstilling. Der kræves mere. Læs med og få tips til hvordan du selv får din bolig til at se bedst ud på billeder.

Min ven Rikke havde bedt mig tage nogle fotos af hendes lejlighed, som hun vil bruge til at sætte sin andel på Frederiksberg til salg. Hendes plan er selv at stå for salget – men så er der jo heller ingen ejendomsmægler til at sørge for fotos til salgsopstillingen. Enter Peter! Fotonørden (og den gode ven) i mig sagde naturligvis ja til udfordringen.

For ikke at gøre den artikel længere end nødvendigt tager jeg udgangspunkt i fotografering af stuen. Principperne er de samme for de øvrige rum.

Den følgende billedsekvens er kronologisk og meningen er, at forklare hvert skridt jeg tog henimod det endelige foto – og forklaringen på hvorfor.

Foto1

Dette foto er taget med min mobiltelefon (en 3 megapixel Samsung B7330). Det ses jo tydeligt at der ikke er meget vidvinkel på sådan en fætter, men jeg må sige, at jeg egentligt er imponeret over hvor godt den klarer de udfordrende lysforhold!

Foto 2

Dette foto er taget med mit kamera og et 12-24 vidvinkelobjektiv på mindste brændvidde (12mm (svarende til 18mm i 35-format)). Jeg må indrømme at jeg var overrasket over, at rummet ikke ser større ud!

Foto 3

Forskellen fra 2 til 3 er udelukkende at jeg er gået ned i knæ. Bemærk hvilken forskel det gjorde for opfattelsen af rummets størrelse!

Foto 4

Fra 3 til 4 kom kameraet endnu længere ned (og i stativ) og lukkertiden blev lidt længere for at få et lysere foto

Foto 5

Fra 4 til 5 begyndte jeg at lege lidt med forgrunden. Det er jo grundlæggende, at et foto med en forgrund, mellemgrund og en baggrund giver en mere tredimensional oplevelse, og derfor vil rummet også opleves større hvis jeg kan skabe for-, mellem-, og baggrund i dette foto. Her havde jeg forsøgt mig med lys i lampen til venstre i billedet for at skabe en forgrund (og fjernet højtaleren lampen stod på)

Foto 6

Lampen i foto 5 virker ikke – den er forstyrrende og ødelægger hvidbalancen. Væk med den!

Foto 7

Så eksperimenterede vi med en flot lilla lilje. Første forsøg med liljen på møblet til venstre.

Foto 8

Lilje væk fra møbel. I stedet en vase i en iøjnefaldende farve, men af en størrelse der ikke tiltrække for meget opmærksomhed. Liljen denne gang helt i forgrunden af billedet.

Foto 9


Lilje i baggrunden hvor den giver lidt bredde i billedet ved at give lidt modvægt til de visuelt tunge mørke møbler i højre side af billedet.

Foto 10


To fluer med et smæk: et hvidt lammeskind blev placeret på armlænet af den nærmeste stol. Dét gave både en mere markant forgrund og lyser op i højre side af billedet der er domineret af de mørke møbler. Mission “mere fremtrædende forgrund” fuldført.

Foto 11


Næste trin er, at jeg tager en manuel hvidbalance læsning (se her hvordan) for at sikre en korrekt gengivelse af farverne. Men bemærk hvordan farverne i rummet blev blå/køligere af den øvelse! Fejlen var, at jeg havde holdt gråkortet foran kameraet, hvorved glødepære-lys fra entren jeg fotograferede fra ramte gråkortet. Dermed har jeg jo registreret den forkerte farvetemperatur og farverne i rummet er blevet for blå.
Det var en om’er. I stedet måtte kameraet af stativet og ud i rummet med både kamera og gråkort for at tage en ny hvidbalance.

Foto 12


Så var hvidbalancen på plads. Bemærk også, at vi nu har trukket gulvtæppet lidt ud fra sofaen for at lidt luft mellem gulvtæppet og skyggen under sofaen. Det gør både at rummet ser lidt større ud, og at “den sorte masse” i højre side bliver mindre kompakt at se på.

Foto 13


Indstillingerne for foto 13 er helt de samme som for foto 12 – men billedet er taget mens der er en sky for solen. Dermed bliver forskellen mellem lys og mørke mindre ekstrem og vinduerne dermed mindre udbrændte. Det foretrækker jeg fordi der dermed bliver lidt flere detaljer i de lyse områder, hvilket kan være en fordel ved efterbearbejdningen af billedet.

Foto 14

Foto 14 er det færdige resultat. Det er foto 13 der er blevet efterbearbejdet lidt. Efterbearbejdning er ikke min stærke side, men jeg har alligevel justeret lidt:

  • Billedet er beskåret en lille smule i venstre side, så de sorte stik på TV er forsvundet.
  • Vinduerne er mørket lidt (hvilket jeg egentligt ikke ved om jeg er tilfreds med, her ved senere gennemsyn)
  • Loftet er lysnet en smule.
  • Gavlen på møblet til venstre er lysnet lidt
  • Lammeskindet til højre i billedet er lysnet lidt – primært for gøre det lidt mere iøjnefaldende jvf. ønske om mere markant forgrund tidligere i artiklen.
  • Maleriet over sofaen har fået lidt mere farvemætning – også for at skabe mere dybde i billedet.
  • Jeg har justeret farvebalancen en tone varmere end originalen.

Alt i alt er vi altså gået fra:

Dette med mobilen:

via dette som var udgangspunktet

til det endelig resultat

Der er jo ingen der køber en lejlighed ubeset, men jeg tør godt påstå at det endelige foto får flere til at ville ud og se lejligheden end det hurtige skud med mobilen!

Mine tips til boligfotos kan sammenfattes som følger:

  • Brug vidvinkel, men fotografer i højde med det der er i fokus på billedet – og eftersom det typisk er møbler, vil det sige i knælende stilling
  • Skab en for-, mellem- og baggrund i billedet – det giver en mere tredimensional opfattelse, hvilket alt andet lige vil få rummet til at synes større.
  • Vær opmærksom på forskellen mellem lys og mørk og vælg et tidspunkt hvor der ikke er for meget lys udenfor
  • Flyt ting i billedet der ikke tilføjer noget (som lampen og højtaleren i eksemplet)
  • Bland ikke lyskilder – dagslys og glædepærer fungerer ikke i det samme foto
  • Flyt rundt på, og lav luft i mellem, møblerne så de får rummet til at virke større
  • Værk opmærksom på hvidbalancen – men du behøver ikke vælge den korrekte. Vælg i stedet den der får rummet til at se mest behagelig.
  • Det sidste råd er at bruge (trådløs) flash til at belyse rum hvor forskellen mellem dagslyset udenfor og lyset i rummet er for stor. Det var ikke relevant her, men jeg benyttede det da jeg fotograferede et værelse mod syd. Fordelen ved blitzen er, at den har samme farve som dagslys. Blitzen skal skydes bagud og op, for at belyse rummet inddirekte (hvilket dog ikke fungere hvis vægge og loft  er malet i en farve!)

[UPDATE]: De øvrige fotos – og salgsannoncen – på dba.dk

Hvad synes du? Er der noget jeg har glemt, eller har du selv tips til fotografering af boligen? Drop en kommentar herunder!

Comments

27 Responses to “Tips til bolig fotos”

  1. Frank Lohmann on October 4th, 2010 8:31

    Udemærket resultat :)

    Dog syntes jeg ikke om at du har mørknet vinduerne, det ser for falskt ud. Har du overvejet at skyde billedet som HDR ? Jeg kender en ejendoms / inventarfotograf, og han har længe brugt HDR, så man får tegning i vinduerne også. Måske et fif herfra :)

  2. Kasper on October 4th, 2010 9:31

    Ville det ikke give lidt mere hyggestemning, hvis du fik lys i de to lamper?

    Og så virker det egentligt ret godt med billedet med personen på. Det giver en lidt mere levende opfattelse, og skiller sig ud fra de normale ejendomsbilleder. Du skal naturligvis ikke kunne se hende i detaljer, men sådan lidt spøgelsesagtigt ville virke godt for mig.

  3. Michael Eisenberg on October 4th, 2010 15:52

    Hej Peter

    Fint, men prøv at tage billedet i blå time med alt indvendigt lys tændt og samme lysmængde inde som ude. Så skal du se miljø.

    Hilsen Michael

  4. Peter Kirring on October 4th, 2010 20:54

    @ Frank: Tak, tak – men du har ret, det ser forkert ud at vinduerne er blevet grå! Nej, jeg tror HDR vil se forkert ud – hvis du checker foto 2 kan du se hvordan ‘indholdet’ i vinduerne vil være (bygningerne på den anden side af vejen) og det synes jeg ikke gør billedet bedre – det trækker blot opmærksomheden væk fra lejligheden.
    Jeg er ikke afvisende overfor HDR til denne type fotos, men mener blot at det der er udenfor vinduerne skal være værd at have med på billedet. Et hus med en grøn have ville jeg f.eks. synes det var en god ide at lave i HDR.

    @ Kasper: Ikke umiddelbart. Jvf. foto 5 så ville det blot give to meget gule plamager. Skulle man gøre det, så vil det være som Michael foreslår herover: når lyset udenfor er så svagt at man kan lade det indendørs lys være hele lyskilden til rummet, uden at det udendørs lys påvirker nævneværdigt (også i forhold til hvidbalancen)
    Mht. mennesker på billedet. Joe, god pointe, men tror du ikke interesserede købere hellere vil kunne se sig selv i billedet?

    @ Michael: Ja, det er rigtigt, men som jeg også skrev til Frank, så kræver det, at det udendørs miljø er værd at tage med.

    @ Alle: Her er et foto af lejlighedens udestue: http://www.fotoblogger.dk/pkimagedir/bolig/udestue.jpg – blot for at vise, at jeg gerne medtager udendørs miljø når det er med til at gøre lejligheden mere attraktiv :-)

  5. Henrik on October 7th, 2010 15:06

    Hej Peter,

    Aldeles glimrende artikel – let forståelig, godt illustreret og så kan man lære noget af den…

    Hilsen
    Henrik

  6. Peter Kirring on October 7th, 2010 17:59

    @ Henrik: Så er alle mine ambitioner med artiklen opfyldt :-)
    Tak fordi du gider kommentere!

  7. ka on October 7th, 2010 21:55

    hej Peter,
    Jeg super gennemgang og sjovt at se serien. Jeg tror nu med fordel, som Kasper også er inde på, at du kunne have tændt den hvide panton standerlampe til højre for sofaen. Men kun den, ikke de andre. Det er ligesom om at der mangler lidt “kontrast”/liv i den side af billedet.
    Men igen, sjovt at se hvad de forskellige ting gør ved et rum
    -Karina

  8. Peter Kirring on October 10th, 2010 19:55

    Hej Karina

    Tak skal du ha’! Jeg kan godt se ideen med Pantonlampen, men hvis du ser på foto nr 5, kan du se hvordan glødepærer lys vil få lampen til at se helt gul ud. Det tror jeg ikke vil gavne billedet.
    Mvh Peter

  9. Nikolaj on October 23rd, 2010 11:29

    Med en lille smule teknik kan du nemt blandet dagslys og kunstlys ! du kan jo selv styre lyset via din blænde/lukketid og fill in vil være god til stuen !

  10. Peter Kirring on October 24th, 2010 14:46

    Hej Nikolaj

    Sorry, ikke enig!
    Jo, dagslys og kunstlys kan blandes for så vidt gælder mængden (men som jeg har skrevet ovenover, er jeg i dette tilfælde ikke interesseret i at vise hvad der er uden for vinduerne).
    Men at blande dagslys og kunstlys vil uundgåeligt resultere i at kunstlyset bliver unaturligt gult at se på (jvf. foto 5). For at overkomme det, skal jeg altså oplyse hele stuen med mine bltizs OG bruge filtre på blitzene så de får samme farvetemperatur som glødelyset. Desuden skal jeg kunne producere så meget lys med mine blitzs at jeg “overdøver” det naturlige lys der kommer gennem vinduerne. Det vil kræve et studieflashanlæg på mange hundrede miliwattsekunder!
    Gør jeg det, vil jeg få en ensartet farve i stuen, men så vil resultatet være, at dagslyset der kommer gennem vinduerne vil være meget blåt, hvilket helle ikke vil gøre billedet nogen gavn.

    Altså, skulle jeg have lys i en af glødelamperne, vil jeg dels skulle bruge masser af flashlys, dels bruge en masse filtre, og jeg ville få et meget koldt lys ind i gennem vinduer. Det er ikke besværet værd, og giver – i mine øjne – heller ikke et bedre billede.
    Mvh Peter

  11. Nikolaj on October 24th, 2010 15:32

    for mig at se er stuen ikke større end en alm flash kan klare det ;o) og lamperne bliver ikke nødvendigvis så varme at det ser ” unaturlig varmt ud ” men det er åbenbart en smags sag , din lukke tid kan jo styre flash lyset og dermed også mængden af kunstlys. og så vil jeg menet du nemt kan læve et pænt billed .

  12. Peter Kirring on October 24th, 2010 22:15

    @ Nikolaj: Tak for dine kommentarer!
    Ja, det er jo det gode ved foto – at det er en smagssag. At der ikke er én gylden regel på det perfekte foto, men at hvert foto afhænger af øjnene der ser :-)

  13. Thomas Henning on November 17th, 2010 12:28

    Jeg synes det er en skam at blomsterne og lysestagerne i vindueskarmen brænder ud, så vil mene at du ikke kommer uden om enten HDR eller at bruge flashlys efter min mening. Du vil jo på meget kort tid kunne fjerne indholdet i vinduerne i CS/LR alligevel.
    Hvis du gerne vil udgå HDR grundet de lidt “flade” billeder som det kan give kunne du jo også nøjes med at ligge enkelte dele at de forskellige eksponeringer sammen i CS evt.?

    Er dog meget meget enig i at det ikke ville gavne noget at have lys i de lamper der er i rummet, det vil kun give irriterende gult forstyrende lys efter min mening, og skabe en lidt kedelig gammel lusket stemning i en ellers moderne stue.

    Synes dog alt i alt at du har fået et godt resultat, og kan også rigtigt godt li’ opbygningen af din artikkel hvor man ser step by step hvordan du har gjordt!

  14. Peter Kirring on November 17th, 2010 22:05

    Hej Thomas – længe siden :-)

    Tak for dine kommentarer til artiklens opbygning!
    Blot en rettelse: “Du vil jo på meget kort tid kunne fjerne indholdet i vinduerne i CS/LR alligevel” – øh, nej – det vil “man” sikkert kunne gøre, men jeg kan ikke…. jeg har aldrig gjort det i billedmanipulation, så jeg faktisk slet ikke hvordan man griber den sag an (og så ejer jeg hverken PS eller LR (!)) :-D

  15. Thomas Henning on November 18th, 2010 11:21

    Ja længe siden. Fik en søn i sommers og har ikke brugt så meget tid som tidligere på blogs siden da..
    Kan godt se at det kan blive problematisk hvis du ikke har de programmer. Sådan generalt synes jeg også det er fedest at lave det gode foto i eksponeringen og ikke i efterbehandlingen, men der er nu alligevel nogle gode værktøjer i PS til at opnå nogle ting som ellers kan være utroligt svære/udstyrskrævende for ikke at sige umulige at opnå ellers.
    Da jeg startede med at fotografere for et par år siden, var jeg også lidt imod PS, dels forde jeg synes at det sjove ved fotografering er at tage billederne og dels forde PS bare var en for uoverskuelig mundfuld at komme igang med.
    Men må indrømme at jeg efterhånden har måttet ændre den opfatelse, da billedredigering bare er umuligt at komme uden om efterhånden, hvis man vil lave de gode billeder. Og når man først har fået taget hul på billedredigering, synes jeg meget hurtigt man lære nogle gode basics som allerede der gør ens billeder langt flottere..
    Men tilbage til emnet så ville jeg egentligt bare sige at jeg synes du er kommet frem til et rigtigt godt resultat hvis man ser bort fra de lidt udbrænde vaser i vinduet, og så havde man måske også med fordel lige have fjernet ledningen til fjernsynet under TV bordet..

  16. Peter Kirring on November 18th, 2010 22:15

    @ Thomas: Hold da op – stort tillykke!
    NB: Jeg har ikke noget imod PS – jeg vil bare hellere bruge de 7kg. på hardware :-)
    NB2: Godt spottet med ledningen under tv’et!

  17. Viktor on December 2nd, 2010 23:39

    Rigtig fin gennemgang!
    Dejligt at læse, hvordan du griber det an, skridt for skridt!

    Ville som de andre siger, nok have skudt i to eksponeringer, så man får vindueskarmene mere med!

    PS. Det er en orkidé, ikke en lilje ;)

  18. Peter Kirring on December 5th, 2010 21:45

    @ Viktor: hæ, hæ, afslører min begrænsede botaniske viden :-)
    Tak for de venlige ord!

  19. Københavnske restauranter on May 28th, 2011 12:08

    Tak for nogen tips til at fotografere boligen :)

    Mads
    http://københavnskerestauranter.dk/

  20. Nikolaj Grundtvig on May 9th, 2012 0:58

    Inspirerende lille artikel :)

    Der skulle ikke meget til før rummet så meget mere indbydende ud.

    Det kræver vidst man træner sin sans for de små detaljer der gør en stor forskel :)

  21. Jon on December 19th, 2013 22:18

    Spændende artikel, hvor man virkelig kan se forskellen fra billede til billede. Jeg er sikker på at det giver folk en opfattelse af, hvordan man gør det rigtigt og hvordan man gør det forkert :)
    Mvh. Jon.

  22. Eske Aggerholm on December 20th, 2013 11:35

    Hej Peter.
    Jeg er foto novice og købt nyt kamara, som jeg skal lære at kende. Efterbehandling har jeg tilgode at sætte mig ind i. Din pædagogiske fremstilling er virkelig god. Jeg forstår. Bemærkningerne iøvrigt beriger selvfølgelig forståelsen af, at der både er det rent fototekniske, men så sandelig også den subjektive opfattelse af proces til resultat. Formålet med at få rummet til at fremstå lyst, stort og roligt, synes jeg er lykkedes fremragende, fototeknisk, kan jeg forstå, er vinduespartiets pynt “udbrændt”. Hvad betyder det udtryk, og kan det løses både i optagelsen og i efterbehandlingen og eventuelt hvordan?
    Tak for den oplysende artikel. Det er en utrolig spændende verden og “øjenåbner”.
    Mvh.
    Eske

  23. Mette Hansen - Ejendomsmægler on March 5th, 2014 13:19

    Sikke er flot resultat du fik til sidst.
    Men hvilket kamera har du brugt?

  24. Peter Kirring on March 5th, 2014 23:27

    Hej Eske – UNDSKYLD jeg har overset dit spørgsmål!

    “Udbrændt” i fotografi er den følelse man kan få når man ser alle sine fotos igennem og opdager, at der ikke rigtigt er nogle af dem man er 100% tilfreds med.

    Men det er også det, at et område i et foto kan være så overbelyst, at der ikke de enkelte pixels i det område er 100% hvide (dvs. fuld lys). Når et område er 100% hvidt kan man ikke ændre på det i efter-behandlingen, fordi der ikke er nogen farve-information til stede i området.

    Dvs, men kan godt gøre området mørkere, men det vil bare blive gråt – da grå jo er mørkere udgave af hvid. Dvs. at hvis man f.eks. har fotograferet et portræt og solens reflektion på næseryggen er “udbrændt” så vil man ikke i efterbehandlingen kunne rette op på fejlen (da næseryggen jo bare vil blive grå).

    Havde næseryggen i stedet været lidt for lys, men ikke udbrændt, ville det være muligt i efterbehandlingen at justeret lysstyrken i området, og dermed få en mere naturlig hudtone frem istedet.

    Og i fotoet af stuen i artiklen herover, er jeg ikke i stand til at ændre vinduespartierne til andet end en grå nuance, idet de er udbrændte.

    Håber du fik svar på dit spørgsmål?
    Mvh Peter

  25. Peter Kirring on March 5th, 2014 23:32

    Hej Mette

    Tak for dit spørgsmål!
    Kameraet er mit gamle Nikon D300 – men det er egentligt ikke så vigtigt for billedet herover – alle spejlreflekskameraer vil kunne tage det billede.
    Det der betyder noget er objektivet. I dette tilfælde har jeg brugt et Nikon 12-24 objektiv, og hvis man vil fotografere indendørs (f.eks. arkitektur eller til en salgsopstilling) i mindre rum, så _skal_ man have et ægte vidvinkelobjektiv.

    På et APC-format kamera (dvs. de fleste Nikon og Canon spejlreflekser) vil det sige et objektiv med mindste brændvidde under 16mm (og gerne 12). På fuldformatkameraer (dvs. de dyreste Nikon og Canon spejlreflekskameraer) skal man ned i mindst 18mm

    Fik du svar på dit spørgsmål?
    Mvh Peter

  26. Trine on August 8th, 2014 20:20

    Super interessant! Tak for grundig gennemgang og forklaring. :-)

  27. Peter Kirring on August 11th, 2014 15:41

    Tak Trine :-)

Kommenter artikel eller anden kommentar





Bottom