Foto tips digital kamera

Fotografer


Noget af det bedste ved at arbejde hos Nikon, var at jeg fik mulighed for at møde, og arbejde sammen med, nogle af de bedste fotografer. Her er nogle af de mest inspirerende fotografer jeg har mødt.

Signe Vilstrup – Danmarks førende kvindelige modefotograf. Signe står fast på at gøre arbejdet som hun vil ha’ det, og det har givet hende en række højprofil kunder i både Danmark og udlandet.

Christina Bergdahl Magnussen – Gæt selv hvorfor Christina har adgang til de bedste fotopladser på racerbaner over hele verden! Hendes fotos bruges kommercielt på janmagnussen.com , ligesom hun har et udvalg på Flickr. Klik på Christinas navn for at læse hendes fototips på Nikon Galleriet. 

Joe McNally – Er kaldet ”the most versatile photographer today” af American Photo. Måske verdens bedste ambassadør for brug af trådløs flash. Hans blog er fuld af gode tips – og tør sarkastisk New Yorker humor.

Morten Rygaard - Tager hver vinter de vildeste ski og snowboard fotos samt en del reklamefotos for mærkevareleverandørene til skiløbere og snowboardere. Når han er færdig med det, fotograferer han bl.a. portrætter af nogle af musikverdenes største koryfæer – hvis da ikke lige han tager et halvt år til Australien og lader sig inspirere. Morten har skrevet en del gode fototips på Nikon Galleriet

Casper Tybjerg – er vel efterhånden en af de mest kendte danske fotografer i brede kredse. Det kan ikke undre, for han er en god formidler og han gør det med ægte entusiasme. Vil du blive en bedre fotograf, er det værd at kikke på hans fotoskole (både den gratis på webben, og den i ‘den virkelige verden’) eller i en af hans fotobøger. Casper har lavet rigtig mange fotonyhedsbreve på Nikon Galleriet, fyldt med gode fototips.

Timm Vladimir – er i brede kredse kendt for noget helt andet men har i en del år været fotograf (og meget andet!). Efter endt jordomrejse, lavede Timm en fotoskole i Ekstra Bladet (som du kan downloade under ‘cases’ på hans hjemmeside). Timm afholder jævnligt et meget inspirerende foredrag om at tage bedre fotos, hvor alle kan være med. Og helt som i gamle dage, er det ikke kedeligt når Timm går på scenen!

Morten Hilmer – og jeg havde arbejdet sammen i over et år inden vi overhovedet var i nærheden af hinanden. Det skyldes, at Morten var på Østgrønland med Slædepatruljen Sirius hvorfra han leverede nogle fantastiske billeder og fototips. Udnævnt årets naturfotograf 2006.  Laver i dag spændende fototure og fotokurser.

Jacob Gils – Mon ikke enhver fotografstuderende vil få lidt hjertebanken, ved at træde ind i Jacob’s studie? Rækker af dygtige photoshoppere med hver deres mega-Mac i stueetagen, modeatellie på etagen over, og endnu et studie rundt om hjørnet der summer af aktivitet. Læg dertil, at flere af Jacobs tidligere elever klarer sig rigtig godt i dag, og omridset af den perfekte læreplads træder frem.

Bottom