Hej Bergholt
Jeg er helt enig med dig med hensyn til at vælge skygge hvis det er muligt.
Personligt vil jeg nok vælge et objektiv med en mindre brændvidde end 90mm (der på et Canon 400D modsvarer 144mm i 35mm film format), af den grund at du skal rimeligt langt væk fra personerne for at få dem alle med. Har du mulighed for at vælge noget mellem f.eks. 35 og 50mm vil du kunne stå tættere på personer – og det giver dig mulighed for at trække personerne frem fra motivets baggrund, hvilket igen giver dig bedre mulighed for at sløre baggrunden.
ISO 100 lyder rimeligt, afhængigt af lyset. Du bør ikke være bekymret for at gå op på ISO 400 til 500 hvis der ikke er meget lys på dagen.
Jeg tror ikke det er så vigtigt om du vælge centervægtet- eller matrixlysmåling – for du skal alligevel checke exponeringen efter det første skud! Jeg antager dit kamera kan vise “lost highlights” dvs. evt. områder hvor de lyse områder er brændt ud. Check at der ikke er udbrændte områder – fotograferer du i sollys vil det ofte være kindben og næserygge at bræder ud. En lys skjorte i midten af billedet kan også drille lysmålingen, ikke mindst ved centervægtet lysmåling…. så check efter det først skud og tilpas kameraets indstillinger derefter (det er sikkert lettest at bruge EV-kompensation).
Brug A indstillingen på dit kamera (blændeprioriteret program, hvor du angiver blænden og kameraet vælge lukkertiden).
For at finde den rigtige blænde er det bare at hoppe over på http://www.dofmaster.com vælge “online Depth of Field Calculator” og taste dit kamera og objektiv ind i beregneren og angive afstanden til motivet. Hvis vi antager du står 3 meter fra personerne du fotograferer og vælge blænde f/8, så har du en acceptabel skarphed 16 centimter foran det sted du stiller skarpt og 17 cm. bag punktet. Det er muligvis lige det mindste for at være sikker på at du får hele gruppen skarp!? De tilsvarende afstande for blænde f/16 er 30 cm foran og 37 cm bagved, hvilket må siges at være på den sikre side. Jeg vil nok tage udganspunkg i en blænde 10 og checke skarpheden på skærmen efter første skud.
Både med blænde f/8, f/10 og f/16 skal du have motivet rimeligt langt fra baggrunden for at kunne sløre den fuldstændigt, men uanset blænde vil du vinde ved at få mest muligt luft mellem personerne og baggrunden, da den dermed kan fremstå mere uskarp, hvilket er med til at fastholde opmærksomheden på personerne.
Husk at zoome ind til 100% på skærmen for at vurdere skarpheden, og husk at bruge continous autofokus når du ikke har stativ.
God fornøjelse og held og lykke!
Mvh Peter